Forældre er de bedste eksperter med størst indblik i egen situation og kendskab til egne børn.
I et samarbejde – via min dialog med forældre og eventuelt børn – kan jeg med min ekspertise bidrage til, at forældres indsigt bliver endnu større. Familien skal gerne opleve at se situationen i et fornyet perspektiv, som supplerer og i højere grad bevidstgør tidligere forståelse.

Min rådgivning bygger ikke på, at jeg selv har oplevet familiebrud … for hver situation er unik, og ingen mennesker er ens. Min ekspertise bygger derimod på min professionelle viden og erfaring. Selv om jeg i min bog inddrager egne, private oplevelser, er mit udgangspunkt i samtaler med forældre og børn, at de møder familierådgiveren – og ikke moren, bonusmoren og deleforælderen Camilla Semlov. Den del af mig deler jeg dog gerne. Men i så fald sker det med udgangspunkt i forældrenes og/eller barnets interesse.
Dvs. at mine samtaler med forældre og børn bygger på min faglighed – og ikke på min egen historie.

Forældre kan se mig som en sparringspartner og/eller en rådgiver:

Nogle forældre gør brug af min rolle ved at få be- eller afkræftet overvejelser omkring familiesituationen, hvilket giver en større sikkerhed og afklaring. Samtidig får forældrene yderligere værktøjer med sig, som de fremadrettet også kan gøre brug af – som et supplement til de redskaber de i forvejen har haft succes med i forbindelse med familiebruddet.

Andre forældre efterspørger konkrete anvisninger på, hvordan de kan gribe dele af eller sågar hele situationen an. Min rolle er i de sammenhænge, at jeg i højere grad har ansvar for at belyse familiens situation og afdække de områder, hvor der kan være behov for råd og vejledning, som kan støtte familien i de udfordringer, de efterspørger hjælp til.

Begge situationer er lige almindelige og naturlige.

Den krise og sorg, der er forbundet med et familiebrud – og hvor i processen forældre og børn befinder sig – spiller også ind på, hvilken form for indsats der er behov for.
Det er mit ansvar at tage initiativ til i et samarbejde med forældrene at vurdere, hvilken tilgang der er brug for. Det sker løbende i samtalen, hvor jeg både implicit og eksplicit udtrykker og fornemmer, om forældrene og jeg er enige i, hvilket indhold samtalen skal have.

Både forældre og børn har deres gode grunde til at handle og agere, som de nu engang gør. Særligt i forbindelse med forandringer i familiesituationen – som er hele fundamentet i vores tilværelse, særligt børnenes – kan både de voksnes og børnenes reaktioner synes ulogiske og irrationelle. Men når det lykkes at se bagom reaktionerne og få indblik i konteksten, giver det hele som regel god mening.

Vi gør alle det bedste vi kan … i den givne situation og med baggrund i de givne betingelser…