Jeg blogger ikke længere på Folkeskolen.dk, hvor jeg igennem nogle år har formidlet stort set alle mine budskaber og ’gode råd’ om delebørns behov.

Jeg savner at skrive – og for tiden er der ikke nogen bøger på vej 😊 – så i dette blogindlæg tager jeg et helt nyt og alternativt skridt til at underbygge mine budskaber til forældre og fagpersoner omkring delebørn:

Helt uvidenskabeligt og fyldt med fejlkilder har jeg ’interviewet’ min søn Emil, som siden han var knap fire år har været skilsmissebarn. – Heldigvis bakkes min søns meldinger op af evidensbaserede undersøgelser, som jeg flere gange har henvist til i blogindlæg på Folkeskolen.dk 😉

Indledningsvist vil jeg anerkende mig selv for, at det var mig, der fandt på begrebet hele delebørn, hvilket også er navnet på mit firma, som jeg oprettede forud for min første bogudgivelse i 2013.
Jeg tænkte længe over, hvad der bedst kunne beskrive min mission med at skrive og rådgive om skilsmisser. Og da jeg tog udgangspunkt i, hvad mit mål for mit eget barn har været, lige siden hans far og jeg gik fra hinanden; så kom begrebet hele delebørn hurtigt til mig.

Da jeg forleden spurgte min søn, hvordan han bedst kunne beskrive, hvad det har betydet for ham, at hans far og jeg og hver vores ægtefæller, dvs. Emils bonusfar og bonusmor, er så gode venner, svarede han:

”Selv om det er opdelt, og jeg stadig lever to steder, er det én verden – i stedet for hvis det var to verdener … Den sammenhæng der er imellem de to steder.”

– ”Kan du sige lidt mere om det med sammenhængen?”

”Alle kan spise ét sted, vi kan alle sammen gå i biografen, vi kan alle sammen ses. Og alle kan ses med hinanden, uden at vi er der alle sammen.” (For eksempel når Emil og hans bonusbror tager i biografen med Emils far og bonusfar. Eller når Emils bonusmor og jeg drikker en kop kaffe sammen.)

– ”Og hvad har det haft, og har af betydning for dig?”

”Det er svært at sige, fordi jeg jo ikke har prøvet andet, men det er rart at vide, at I ikke kun lige ’kan sammen’. Men at man bare kan være sammen med hinanden, uden at der er nogen problemer – fra begge sider.”

Også inden, jeg havde denne snak med min søn, var jeg overbevist, om at missionen, om at sikre at han kunne forblive et ’helt barn’, lykkedes.
En af mine største udfordringer ved at skrive bogen Det næstbedste – når far og mor ikke bor sammen var, at jeg gerne ville formidle mine personlige samt faglige erfaringer og viden, uden at jeg kom til at lyde frelst og selvhøjtidelig (ifølge boganmeldelserne lykkedes det heldigvis).

Så ydmygt som det kan lade sig gøre – for selvhævdende bliver mit ’facit’ uanset hvad – vil jeg blot gerne dele, at det ikke bare er os voksne omkring Emil, som tænker, at vi er lykkedes med at nå vores mål; at det heldigvis også er hovedpersonen selv, som oplever, at der har været en rød tråd i hans liv, hvor han relativt nemt har kunnet navigere imellem to hjem, samtidig med at han har set sig selv som en del af én stor familie, som har boet på to matrikler. (Alle de konkrete eksempler på hvordan det har ladet sig gøre, har jeg beskrevet i min bog – som jeg hermed direkte reklamerer for. Med opbakning fra en af boganmelderne, som skrev: ”Denne bog burde være obligatorisk til alle forældre, der ikke længere bor sammen”)

Idéen til indlægget her fik jeg, da Emils bonusfar (min mand) og jeg forleden sad og spiste aftensmad med Emil, inden vi skulle hente hans lillesøster på 12 år (min og min mands datter). Hun var nemlig hjemme for at hygge sig sammen med Emils far og bonusmor.
Og lige præcis dét; at Emils lillesøster, som ikke er delebarn, også er en del af Emils samlede familieforhold, selv om hun ikke behøvede at blive medtaget i ’ligningen’, og selv om hun på ingen måde har biologiske bånd til hans far og bonusmor. Det understreger betydningen af, hvordan hele min søns liv på kryds og tværs hænger sammen. Og i den forbindelse en virkelig stor tak til Emils far, bonusmor og bonusfar!

Da jeg i sin tid valgte, at Emil blev skilsmissebarn, og da vi stod midt i sorgen og alle de svære følelser, turde jeg ikke tro på – men håbede inderligt – at vi ville nå hertil.

Det er viljen til at ville, der giver evnen til at kunne. Og vi ville skabe et helt delebarn ❤