Mine forælder er skilt – en samtalebog til børn i alderen 4-10 år
Bogen er opdelt i 10 temaer, som forfatteren ved er temaer der kan være fyldt med dilemmaer. Alle temaer er fint illustreret med billeder af børn og voksne med et positivt udtryk. Hensigten med disse illustrationer er, at gøre det anderledes end andre bøger om skilsmisse, som oftest illustreres med billeder af voksne i konflikt og ulykkelige børn. Ideen og håbet er, at disse positive billedeudtryk vil være med til at formidle håb til gode løsninger og forandringer.
De forskellige temaer indledes med en meget kort beskrivelse af de dilemmaer, der kan være for barnet i forbindelse med det enkelte tema. Blandt andet beskrives noget om barnets loyalitet, skyldfølelse, forældrekonflikter og barnets følelser. Som støtte til samtalerne, er der til hvert tema knyttet forslag til både åbne og afgrænsende spørgsmål, for at tilgodese at børn er forskellige og har brug for at blive talt med på forskellig vis, både set i forhold til alder og barnets personlighed.
Værktøjet er udviklet og anbefales til forældre, der formår at tale med sit barn, uden at stille den anden forældre i et dårligt lys. Mange af spørgsmålene handler nemlig om den anden forældre og relationen forældrene imellem, hvilket fordrer at der er en (stor) respekt til den anden forældre. Hvis der ikke er respekt og anerkendelse af den anden forældre, vil barnet meget let komme i en loyalitetskonflikt.
Forældre i højkonflikt, henvises til at søge professionel hjælp.
Jeg vil gerne anbefale bogen til forældre. Det er et godt og meget enkelt dialogværktøj, der er let at gå til og oplagt til inspiration om, hvordan man kan komme omkring svære og følsomme spørgsmål, som opstår i enhver skilsmisse.
Dog vil jeg anbefale, man kigger godt på bogen og tænker over spørgsmålene inden man tager den i brug. Det er vigtigt at læse vejledningen om brug af bogen, for at sikre det ikke bliver til ”et lille forhør” om den anden forældre.
Alle de mange forældre, der er gode til at samarbejde omkring børnene vil kunne finde god inspiration i bogen – men det kræver man som voksen selv er rimelig afklaret om situationen.
Som forfatterne skriver, så ved vi, at børn gør sig mange tanker og har mange følelser og bekymringer, som de ofte bærer på alene. Ved hjælp af denne lille bog skabes der god mulighed for at få talt med sit barn om tingene, med udgangspunkt i et barneperspektiv.
Forfatter: Sofie Pihl, Bettina Rodian Lundshof og Camilla Semlov.
Forlag: COZY Press – Udgivet 2020.
Link til boganmeldelsen på Forældreklubbens Facebookside